Jeg mener, at ingen af sagens parter er skyld i uheldet, men hvis det ikke des mindre er tilfældet, er det den anden.

Jeg kørte manden ned. Han indrømmede at det var hans fejl, idet han tidligere var blevet kørt ned.

Uheldet skyldtes, at den anden nær havde undgået mig.

Jeg kørte ind i den anden vogn for at undgå sammenstød.

Jeg stødte sammen med en holdende bus, der kørte i den modsatte retning.

Vognen måtte dreje skarpere end nødvendigt på grund af en usynlig lastbil.

Jeg stødte sammen med et stillestående træ.

Hund på vejen slog bremserne i og skred.

Jeg fortalte den idiot hvad han var, og kørte videre.

Rotter udsatte indtrækket for overlagt hærværk.

En fodgænger ramte mig og fortsatte ind under vognen.

Jeg tudede i hornet, men det virkede ikke idet det var stjålet.

Jeg mente sidevinduet var rullet ned, men det var det ikke, hvilket jeg først konstaterede da jeg stak hovedet igennem det.

En ko slentrede ind i min bil. Man fortalte mig bagefter, at koen var åndssvag.

Hvis føreren af den anden vogn var stoppet nogle meter bag sig selv, ville uheldet aldrig være indtruffet.

Pludselig fik hun øje på mig og tabte hovedet, og vi mødtes.

Jeg så en dame gå over vejen. Jeg tog fejl af hendes hensigter.

Vognen foran bremsede brat, og jeg brasede blidt ind i dens bagagebærer.

Da jeg skulle hjem, kom jeg til at køre ind i den forkerte gård, og kolliderede med et træ som jeg ikke har på min grund.

Jeg hørte et bilhorn og blev ramt bagfra, jeg forstod, at en dame forsøgte at overhale.

Tre damer stod og talte sammen, og da to trådte tilbage og en frem var der jo ikke noget at gøre.

Jeg kørte på en lygtepæl, som jeg ikke opdagede, fordi den var skjult af nogle fodgængere.

Ulykken skyldtes at vejen drejede.

Solen blændede, så jeg brasede lige ind på Rådhuspladsen.

Blind, sked ved et slag i øjet.

Min moder døde nær 58, nærmest af spiritus.

Efter modtagelsen af Deres ærede brev vedr. I.M. Sørensen, hvis indhold vi har bemærket.

Blodforgiftning i den ene arm begrundet på en rift på Frederiksberg Hospital. Har konsumeret flere læger.

Jeg har aldrig haft nogen dødelig sygdom.

Barnet Hansigne Frederiksen er rask, faderen ukendt, da barnet er uægte. Husmand Peter Rasmussen er gift med moderen. Drengens police som fulgte er ægtefødt, altså af Camilla, moderen.

Ved at undersøge sagen nærmere, er Larsen gift.

Undertegnede erklærer herved efter at have set Frk. Larsens ben, og er som følge heraf uarbejdsdygtig.

Kasseret p.gr. af at det ene ben er skævt, som følge af bræk.

Min fader døde pludseligt, men det var ikke alvorligt. Hvoraf min moder døde, ved jeg ikke, men af sidste sygdom kom hun sig.

Manden var ikke hjemme, det besørgede konen. Hun har lov til at besørge alt, når manden er ude. Således er det gået til, og jeg håber ikke, at det skal ske oftere. Selskabet bedes nu afsige sin dom over dette fejltrin.

Min søn er åndssvag og som sådan ansat i min forretning.

Mine eventuelle forældre og søskende kendes ikke. Min mand er død, han har hængt sig, det svin.

Kassationsgrund: For smal over brysterne, klemt fingrene i enden.

Det venstre ben er ca. 2 cm kortere end andet, som jeg er født med.

Kasseret for at miste den halve finger på højre hånd nr. 3.

I ægteskabet er der et barn, som nu er helt opløst.