Vi starter med lås, der i
flertal er låse,
men flertal af gås er gæs
– ikke gåse.
Vi taler om fod, er der fler´
siger vi fødder,
men skønt vi siger flod, vi
aldrig si´r flødder!

Er der en, er det den, er der to,
si´r man disse.
Hvorfor fa´n hedder pen så –
pluralt – ikke pisse?

At flertal af mand er mænd
– ikke mænner,
er svært at forstå, når en
tand bli´r til tænder.
Skønt flertal af and som
bekendt hedder ænder,
så hører man aldrig, at
spand bli´r til spænder.

En anden mærkværdighed
her til lands:
I tredie person er det han,
ham og hans.
Er det sund logik? -Ja, derom
spø´r vi kuns –
man ikke om damer si´r
hun, hum og huns.

At synge i datid på dansk
hedder sang,
men gynge imperfektum er
ikke gang.
Og hvem kan forstå, hvorfor
springe er sprang,
når bringe det ikke i datid
er brang?

Korrekt hedder datid af bringe
jo bragte,
hvor er så logikken, når man
siger bagte
på basis af infinitiven at bage?
Et andet eksempel: Det
hedder “at tage”.
Det bøjes til datid ved, at
man siger tog.
Sku´ bage så ikke i datid gi´ bog?

Når bringe er bragte, sku´
bagte vær´ binge,
men så måtte ragte vær´
datid af ringe,
og ragte – det findes på dansk
faktisk ikke.
Derfor må vi hel´re la´ spørgsmålet ligge!