Lille Poul var slem til at kure på gelænderet i sine forældres villa, og disse blev da enige om, for at forhindre ham heri, at sætte knopper i gelænderet, og det lykkedes at få ham til at holde op.
Så skete det hverken værre eller bedre, end at Pouls onkel kom på besøg, og han var også helt syg med at kure ned ad gelændere.
Da han havde en mulighed, ubemærket, troede han, prøvede han.
Ved “endestationen” stod lille Poul og råbte:
– Jamen, det må du ikke for far og mor, onkel Carl!
– Lad være med at kalde mig onkel. Fra nu af er jeg din tante!