Tre mænd arbejder på en meget høj bygning.

Den ene er mexicaner, den anden italiener og den sidste århusianer.

Da de når til frokost, sætter de sig med benene ud over kanten af bygningen, og mexicaneren siger:
– “Hvis jeg har chili con carne med på madpakken igen i dag, så springer jeg ud herfra. Jeg er simpelthen så træt af chili con carne!”

Han åbner … og desværre: chili con carne! Så han springer.

Så siger italieneren:
– “Hvis jeg har spaghetti med på madpakken igen i dag, så springer jeg ud herfra. Jeg er simpelthen så træt af spaghetti!”

Han åbner … og desværre: spaghetti! Så han springer også.
Århusianeren sidder tilbage for sig selv og siger endelig:
– “Hvis jeg har leverpostej med på madpakken igen i dag, så springer jeg ud herfra. Jeg er simpelthen så træt af leverpostej!”

Han åbner … og desværre: leverpostej! Så han springer, og lander laaangt nede, oveni de to andre.

Man kan ikke længere se, hvem der er hvem, så der afholdes kollektiv begravelse.
Enkerne mødes og river sig fortvivlet i håret. Den mexicanske kvinde råber:
– “Jeg forstår ingenting; han sagde altid, at han elsker chili con carne!”
Den italienske kvinde hulker:
– “Jeg forstår ingenting, han sagde altid, at han elsker spaghetti!”
Enken til århusianeren siger:
– “Jeg forstår det ligegodt ikke … han smurte sgu da altid selv sin madpakke!”